Tyverialarm 
En tyverialarm forhindrer ikke indbrud. Men det stresser tyven, når alarmens sirene går i gang. Reaktionen i forbindelse med en alarm kan også være en nabo, som kan tilkalde politiet – eller et vagtfirma, der møder op på din bopæl.

Hvornår skal jeg købe en alarm
Du kan overveje en tyverialarm,  hvis du

  • har langt til naboen,
  • rejser meget,
  • har særlige værdier som møntsamlinger, arvestykker eller malerier,
  • bor i et område med meget kriminalitet,
  • har haft indbrud før og føler dig utryg,
  • eller er utryg ved at være hjemme om natten.

AIA-anlæg - automatisk indbrudsalarmanlæg
Et AIA-anlæg overvåger elektronisk om nogen bryder ind i din bolig. Hvis det sker, registreres det og en alarm bliver afsendt til en kontrolcentral.

Hvis du installerer en alarm (et AIA-anlæg!) giver nogle forsikringsselskaber rabat på forsikringspræmien. Men det kræver at alarmen afsendes til en kontrolcentral, som er godkendt af Rigspolitiet.

Det er vigtigt at tale med sælgeren af tyverialarmen om funktioner og ekstra-funktioner, da der er meget forskel på tyverialarmer.
        
Som minimum bør en tyverialarm omfatte detektorer, der reagerer på, at nogen bevæger sig i rummet. Detektorerne opsættes typisk i de rum, hvor der er ting at stjæle, samt i rum, hvor tyven typisk vil komme ind. Hvis du har kæledyr, er det en fordel at have en kæledyrsfiltrering, der gør, at din hund eller kat ikke aktiverer alarmen.

Der bør være mere end én detektor i huset, for så har mange tyverialarmer en mulighed for at skelne mellem fejlalarmer og indbrud.

Det er ofte også muligt at vælge flere ekstrafunktioner til

  • Du kan tegne et abonnement, så du betaler for, at en vagtpatrulje kører ud, når alarmen er gået i gang.
  • Alarmen kan tilsluttes lyset, så det blinker, når alarmen aktiveres. Det tiltrækker ekstra opmærksomhed
  • Du kan montere kontakter, der reagerer på, at der opstår afstand mellem karm og dør/vindue.
  • Alarmen kan inddeles i områder, der kan programmeres hver for sig. Det kan være en fordel, hvis du sover på 1. sal og gerne vil sætte alar-men til i stueetagen.
  • Alarmen kan ringe op til et antal kontaktpersoner i en programmeret rækkefølge.
  • Alarmen kan fjernbetjenes og fjernprogrammeres, hvis du glemmer at sætte den til, når du går.
  • Alarmen kan have mulighed for flere forskellige koder, som kan slå alarmen til og fra, og måske også på særlige betingelser.

Publiceret/Opdateret