10 tips til at undgå indbrud i sommerferien 

1. Lad hjemmet se beboeligt ud
Selvom det er rart at komme hjem til et ryddeligt hjem, skal du ikke rydde for meget op, før du tager på ferie, for så kan tyven let se, at du ikke er hjemme. Lad endelig børnenes legetøj eller en cykel ligge fremme i haven og sæt gerne en kaffekop frem på stuebordet.

2. Træk gardinerne fra
Nedrullede persienner og lukkede gardiner ved højlys dag vidner om, at der ikke er nogen i huset, så rul dem op, så det ser ud som om, at du er hjemme. Men tænk på, hvad tyven kan se gennem vinduerne. Sørg for at værdifulde ting ikke er synlige udefra.

3. Fjern afskårne blomster og stearinlys
Visne blomster og stearinlys, der er smeltet i varmen, vidner om, at der i en længere periode ikke har været nogen i hjemmet, så inden du tager afsted, bør du fjerne stearinlys fra vinduerne og smide buketterne ud.

4. Fjern stiger og haveredskaber
Når du sikrer dit hus, skal du tænke som tyven. En tyv vil altid vælge at begå indbrud, hvor det er let tilgængeligt og en stige, der står frit fremme, er jo nem at bruge. Haveredskaber er også tyvens bedste ven, da de kan bruges til at brække døre og vinduer op med, så sørg for at de er låst godt afvejen i redskabsskuret.

5. Luk dørene i boligen
Langt de fleste åbner alle de indvendige døre, når de tager på ferie, så luften kan cirkulere rundt i hjemmet. Men åbne døre gør det også meget lettere for tyven at få et overblik over, om der er nogen hjemme. Hvis du lukker dørene, kan tyven derimod ikke vide, om der er en i rummet ved siden af, og det gør dit hjem mindre attraktivt som mål.

6. Brug lyset
Når hjemmet ser forladt ud, indbyder det til besøg af uindbudte. Derfor er det en god idé at have lidt lys tændt, selvom du er bortrejst. Til formålet kan du bruge automatiske tænd/sluk-ure, som i løbet af dagen tænder og slukker for forskellige lyskilder. Det kan også være en god idé, at installere en lampe uden for, der tænder ved bevægelse, for det kan have en afskrækkende effekt på tyven.

7. Omdiriger posten
Hvis din postkasse bugner med breve, reklamer og aviser, er det ikke svært at regne ud, at du er bortejst, så sørg for at få din post omdirigeret. Det gør du på postdanmark.dk. Alternativt kan du få naboen til at tømme postkassen for dig.

8. Undgå opdateringer på Facebook
Det kan være fristende at blære sig lidt på Facebook med et billede af en eksotisk drink, eller en smuk solnedgang under fjerne himmelstrøg, men pas på med det, for tyvene holder måske øje med dig på Facebook.

9. Gem de dyre ting
Tyvene går – selvfølgelig – efter hjem med dyre ting. Bærbare computere, smykker, penge dyrt elektronik bør du gemme afvejen, så tyven måske ikke når eller formår at grave det frem. Vær gerne lidt kreativ. Gem gulduret mellem gryderne eller computeren mellem håndklæderne.

10. Brug nabohjælp
Fortæl dine naboer, at du tager på ferie. Brug fx den digitale feriekalender på nabohjælp.dk, hvor du kan oprette din ferie, så dine betroede naboer automatisk får besked. Aftal med naboerne, at de ser efter dit hus – i den digitale feriekalender får du besked, når dine naboer har tjekket din bolig. Lad fx naboerne fylde skraldespanden, tømme postkassen og parkere deres bil i indkørslen, så det ser beboet ud.

Publiceret/Opdateret