Tv-overvågning

      

Tv-overvågning kan ikke i sig selv forhindre indbrudstyveri. Tv-overvågning kan derfor ikke erstatte mekanisk tyverisikring eller et automatisk indbrudsalarmanlæg. Men tv-overvågning er et godt supplement til de traditionelle sikringsforanstaltninger, og tv-overvågning kan bruges, når en vagtovervågning ikke er økonomisk mulig.

 

Lovkrav

Man skal være opmærksom på lovgivningen ved brug af tv-overvågning, specielt lov nr. 278 af 09. juni 1982: "Lov om forbud mod privates tv-overvågning m.v."

 

>> "Lov om forbud mod privates tv-overvågning"

 

Hvorfor tv-overvågning?

Det er vigtigt nøje at beskrive formålet med overvågningen. Et transmitteret billede er f.eks. kun til nytte, hvis en person ser på tv-skærmen hele tiden. Kunsten består derfor i at begrænse mængden af optagelser, men samtidig at sikre at der optages på det rigtige tidspunkt. Videobilleder vil i så fald kunne afsløre kriminelle handlinger, der ellers ville have været vanskelige at opklare.

 

Hvordan kan tv-overvågning benyttes?

Der er mange områder, hvor tv-overvågning med fordel kan bruges f.eks. i tilknytning til et AIA-anlæg, butiksarealer eller i produktionsmiljøer.

 

Tv-overvågning som del af AIA-anlæg

Tv-overvågning bruges i stigende grad som del af et AIA-anlæg (Automatisk IndbrudsAlarmanlæg). Anlægget overfører via kameraer billeder til en kontrolcentral. På den måde kan man få bekræftet, om der er tale om en reel alarm, og så straks reagere ved f.eks. at tilkalde vagt eller politi.

 

>> Tv-overvågning som alarmsystem

 

Lagring af billeder

Tv-overvågning giver ifølge loven visse muligheder for at lagre billeder. Det kan være til stor nytte, når man skal rekonstruere og afdække hændelsesforløb forud for den kriminelle handling – eksempelvis et røveri.

 

Brug af udstyret

Tv-overvågning er problematisk. Nogle gange sker det værst tænkelige: Dårlige eller ingen billeder på et vigtigt tidspunkt. Vær derfor opmærksom på belysningsforholdene og kameraplaceringen.

Belysningsforhold

Hvordan er lysforholdene, når der skal optages? For meget lys giver meget lyse billeder, for lidt lys giver meget mørke billeder.

 

Kameraplacering

Placeringen af kameraerne skal tilpasses. Spares der på antallet af kameraer, kan der opstå døde vinkler, som indbrudstyvene kan udnytte. Vær også opmærksom på, at hvis man skal kunne identificere personers ansigter, så nytter det ikke at filme i fugleperspektiv, det vil sige fra stor højde.

 

Læs mere:

>> Tv-overvågning i F&P's Sikringskatalog