> Båd> Artikler> Sporing - få den stjålne båd tilbage


Sporing - få den stjålne båd tilbage

      

Mange både forsvinder sporløst fra de danske havne hvert år til stor ærgrelse for både ejere og forsikringsselskaber. Det kan nye sporingssystemer nu råde bod på.

 

Der findes principielt to typer sporingssystemer – et radiobaseret og et satellitbaseret. I begge tilfælde er der tale om meget små sendere - typisk på størrelse med en cigaretpakke - som monteres skjult på båden.

 

Nyt krav om sporingssystem

Hos Topdanmark har de taget konsekvensen af, at et stort antal hurtigtgående speedbåde bliver stjålet hvert år. Vil man forsikre en båd for over 200.000 kroner hos selskabet, skal man derfor nu installere et satellitbaseret sporingssystem.

 

Fordelen ved sporingssystemet er, at Topdanmarks alarmcentral straks får besked, hvis båden bliver stjålet. Bådejeren får også selv besked med det samme via sin mobiltelefon. Installerer man et sporingssystem, bliver chancen derfor betydeligt større for at få båden tilbage.

 

Lavere forsikringspræmie

Installation af sporingssystemet har også betydning for prisen på forsikringen hos Topdanmark. Så på sigt kan det vise sig at være en god investering.

 

”Der er tale om både, som koster en hel del penge, og forsikringen er dyr, men vi giver en lidt lavere præmie, og efter nogle år er investeringen i sporingssystemet tjent hjem,” fortæller Svend Holmboe fra Topdanmark.